2. verdenskrig var en verdensomspændende konflikt, der varede fra 1939 til 1945 og resulterede i døden af millioner af mennesker og enorme ødelæggelser over hele verden. Men hvad var årsagerne til denne destruktive krig, og hvad var konsekvenserne af den?
Den primære årsag til 2. verdenskrig kan spores tilbage til Tysklands aggressive ekspansion under Adolf Hitlers ledelse. Efter at have brudt Versaillestraktaten fra 1919, genopbyggede og moderniserede Tyskland sin hær og begyndte at erobre territorier som Østrig og Tjekkiet. Denne aggressive handling truede de europæiske stormagter og førte til spændinger i regionen.
Desuden spillede appeasement-politikken, der blev ført af Storbritannien og Frankrig, en vigtig rolle i at tillade Hitlers aggressive handlinger. I stedet for at handle imod Tyskland forsøgte de vestlige magter at undgå en konflikt og indgik kompromisser, der kun styrkede Hitlers position og tillod ham at fortsætte sin aggressive politik.
Den tyske invasion af Polen i 1939 var den direkte udløser af 2. verdenskrig. Med denne handling overskred Hitler alle grænser og tvang de allierede til at erklære krig mod Tyskland.
Under krigen blev der begået utilgivelige forbrydelser som holocaust, hvor millioner af jøder blev myrdet på grusomste vis, og talrige andre grupper blev undertrykt og dræbt. Desuden førte krigen til ødelæggelsen af storbyer, infrastruktur og økonomier verden over.
2. verdenskrig ændrede verdenshistorien og blev en afgørende faktor for oprettelsen af FN og de nye geopolitiske realiteter efter krigen. Den efterlod også en dybtgående arv af traumer og tab hos de overlevende og de efterladte, hvilket stadig påvirker os den dag i dag.
Hvad forårsagede 2. verdenskrig?
Politisk ustabilitet og territorial ambition
En af de vigtigste årsager til 2. verdenskrig var politisk ustabilitet og territorial ambition. Efter afslutningen af 1. verdenskrig oplevede mange europæiske lande økonomiske vanskeligheder og politisk ustabilitet. Dette skabte et klima, hvor fascistiske og autoritære regimer kunne komme til magten. Nazistpartiet i Tyskland, ledet af Adolf Hitler, og Fascistpartiet i Italien, ledet af Benito Mussolini, ønskede begge at udvide deres landes territorium og genvinde tidligere tabte områder.
Den økonomiske krise og Versaillestraktaten
Den økonomiske krise, der fulgte efter børskrakket i 1929, var en anden vigtig årsag til 2. verdenskrig. Denne økonomiske krise førte til høj arbejdsløshed og politisk ustabilitet, hvilket gav plads til radikale politiske ideologier som nazisme og fascisme.
Derudover blev Tyskland pålagt en stor økonomisk byrde som følge af Versaillestraktaten. Tyskland blev holdt ansvarlig for 1. verdenskrig og blev pålagt enorme krigserstatninger og territoriale restriktioner. Dette førte til økonomisk nød og national ydmygelse i Tyskland, hvilket igen skabte grobund for ekstreme politiske bevægelser.
Militarisering og opbygning af våben
En anden årsag til 2. verdenskrig var den massive militarisering og opbygning af våben. Både Tyskland og Japan øgede deres militære styrke og aggressivitet i løbet af 1930’erne. Tyskland begyndte at genopbygge sit militær og bryde mange af begrænsningerne i Versaillestraktaten, mens Japan ekspanderede territorielt i Asien og gennemførte aggressive handlinger som invasionen af Manchuriet i 1931.
Manglende handling fra Vesten
Vestens manglende handling og mangel på fælles front mod aggressionen fra de autoritære regimer bidrog også til udbruddet af 2. verdenskrig. Mange vestlige lande, herunder Storbritannien og Frankrig, undervurderede oprindeligt truslen fra Hitler og forsøgte at undgå en konfrontation. Politikken med appeasement, hvor man gav efter for Hitlers territoriale krav og håbede på fred, viste sig at være en fejltagelse og tillod nazisternes ekspansion til at stige.
Sammenfatning
2. verdenskrig blev forårsaget af en kompleks blanding af politisk ustabilitet, territorial ambition, økonomisk krise, militarisering og manglende handling fra vestlige lande. Nazismens og fascisme’s opblomstring, sammen med den økonomiske nød forårsaget af Versaillestraktaten og den generelle politiske ustabilitet i Europa, banede vejen for verdenshistoriens mest ødelæggende konflikt.
Påvirkninger af Versaillestraktaten
Mistillid og vrede i Tyskland
Versaillestraktaten blev betragtet som ydmygende og uretfærdig af mange tyskere. Den pålagde Tyskland fuldt ansvar for krigen og pålagde landet enorme økonomiske og territorielle tab. Dette skabte en følelse af mistillid og vrede i den tyske befolkning, og mange så traktaten som en uretfærdig fredsslutning.
Økonomisk ustabilitet og hyperinflation
Versaillestraktaten pålagde Tyskland enorme krigsskadeserstatninger, som det tyske imperium ikke havde råd til at betale. Dette førte til økonomisk ustabilitet i landet, og den tyske regering var nødt til at trykke flere penge for at betale krigsskadeserstatningerne. Resultatet var hyperinflation, der ramte tyske borgere hårdt og forværrede økonomisk nød og fattigdom i landet.
Territoriale ændringer
Versaillestraktaten førte til omfattende territoriale ændringer i Europa. Tyskland måtte give afkald på mange af sine tidligere landområder, herunder dele af Østpreussen, Alsace-Lorraine og andre områder, der blev givet til Frankrig og Polen. Disse territoriale tab skabte yderligere vrede i den tyske befolkning og blev også set som ydmygende for landet.
Rise of nationalism
Versaillestraktaten rummede også bestemmelser, der begrænsede Tysklands militære styrker og forhindrede landet i at genopbygge et stort militær. Dette skabte en følelse af national ydmygelse blandt mange tyskere og åbnede vej for fremkomsten af nationalistiske og militaristiske bevægelser i Tyskland, som senere spillede en central rolle i opkomsten af nazismen og 2. verdenskrig.
Ekspansionistiske ambitioner
Tysk ekspansion
I 1930’erne begyndte Tyskland at føre en ekspansionistisk politik, der havde til formål at genoprette deres tidligere territorielle tab og opnå større indflydelse i Europa. Naziregeringen under ledelse af Adolf Hitler arbejdede på at genskabe det tyske imperium, der blev opløst efter 1. verdenskrig.
Tyskland ønskede at udvide sit territorium for at skaffe ressourcer og lebensraum (plads til at leve) til den voksende tyske befolkning. Naziregimet ønskede også at opnå dominans over Europa og etablere en ny verdensorden under tysk kontrol.
Hitler og naziregimet anvendte aggressive politikker og diplomatiske manøvrer for at opnå deres ekspansionistiske mål. Dette inkluderede annektering af Østrig i 1938, invasionen af Tjekkoslovakiet i 1939 og senere invasionen af Polen i 1939, der udløste 2. verdenskrig.
Italiensk ekspansion
Italien under Benito Mussolini havde også ekspansionistiske ambitioner før og under 2. verdenskrig. Mussolini ønskede at genrejse det gamle romerske imperium og etablere italiensk kontrol over Middelhavet.
I 1935 iværksatte Italien invasionen af Etiopien for at opnå territoriel ekspansion og øge sin prestige. Derefter besatte italienske styrker Albanien i 1939.
Italiens ekspansionistiske ambitioner bidrog til spændingerne i Europa og øgede sandsynligheden for krig.
Japansk ekspansion
Japans ekspansion i 1930’erne og 1940’erne var drevet af landets økonomiske behov og ønsket om at sikre adgang til naturressourcer, især råmaterialer og olie.
Japan invaderede Manchuriet i 1931 og senere Nordkina i 1937 for at skaffe territorium og ressourcer. Disse handlinger blev fordømt af andre nationer, men Japan fortsatte sin ekspansionistiske politik.
I 1941 angreb Japan Pearl Harbor og trak USA ind i 2. verdenskrig. Japans ekspansionistiske aggression bidrog til eskaleringen af krigen og konflikterne i Stillehavet.
Konsekvenser
De ekspansionistiske ambitioner og handlinger fra Tyskland, Italien og Japan var medvirkende årsager til udbruddet af 2. verdenskrig. Disse handlinger skabte spændinger og konflikter mellem landene i Europa og Asien.
Krigen førte til enorme menneskelige lidelser, tab af liv og ødelæggelse af byer og infrastruktur. Den ændrede også verdenspolitikken og havde langsigtede konsekvenser for internationale relationer og balance mellem magter.
Efter krigen blev disse ekspansionistiske nationer stillet til ansvar for deres handlinger under retssagerne i Nürnberg og Tokyo.
Aggressionen fra Nazi-Tyskland
Baggrund
Tyskland blev ramt af en økonomisk krise og politisk ustabilitet efter Første Verdenskrig. Denne utilfredshed skabte grobund for fremkomsten af Adolf Hitlers nazistiske parti, der kom til magten i 1933. Nazisternes aggressive og ekspansive ambitioner førte til udbrud af Anden Verdenskrig i 1939.
Nazi-Tysklands aggression og ekspansion
Nazi-Tyskland gennemførte en række aggressive handlinger og ekspansioner før og under Anden Verdenskrig:
- Oprustning: Hitler og nazisterne genopbyggede Tysklands militære styrke trods Versaillestraktatens begrænsninger. De oprettede en kraftfuld hær, flåde og luftvåben og moderniserede deres våben og teknologi.
- Annektering af Østrig: I 1938 gennemførte Nazi-Tyskland Anschluss, hvor det Østrigske Rige blev annekteret og indlemmet i Tyskland.
- Besættelse af Tjekkoslovakiet: I 1938 og 1939 tvang Hitler og nazisterne Tjekkoslovakiet til at afstå områder med en stor tysk befolkning.
- Invasionen af Polen: Nazisterne invaderede Polen den 1. september 1939, hvilket udløste udbruddet af Anden Verdenskrig.
- Besættelsen af andre lande: Nazi-Tyskland besatte og annekterede senere lande som Danmark, Norge, Frankrig, Belgien, Nederlandene og Rumænien.
Årsager og konsekvenser
Nazi-Tysklands aggression og ekspansion var drevet af Hitlers ønske om at skabe et stort tysk imperium og gennemføre nazisternes ideologi om racemæssig overlegenhed. Den aggressive politik førte til krigens udbrud og mange lidelser og ødelæggelser under Anden Verdenskrig.
Aggressionen fra Nazi-Tyskland var også en af årsagerne til, at verden stod over for en global konflikt, der involverede mange lande og førte til omfattende tab af menneskeliv. Efter Tysklands nederlag i 1945 blev landet delt mellem de allierede i Øst og Vest, hvilket førte til den kolde krig.
Hitlers racemæssige ideologi
En af de centrale årsager til 2. verdenskrig var Adolf Hitlers fascistiske og racemæssige ideologi. Hitlers ideologi byggede på ideen om herrefolket (det ariske folk) og at dette folk skulle dominere resten af verden. Han troede på, at nogle racer var biologisk overlegne og andre racer var mindreværdige.
Hitlers ideologi byggede specielt på antisemitisme, hvilket var en stærk fordom mod jøder. Han mente, at jøderne var årsagen til mange af Tysklands problemer og at de var en trussel mod den ariske race. Dette førte til den nådesløse forfølgelse og udryddelse af millioner af jøder og andre minoriteter under Holocaust.
Hitler mente også, at Tyskland skulle have lebensraum (levensrum), hvilket betød, at Tyskland havde ret til at erobre og kolonisere andre lande for at sikre plads og ressourcer til det ariske folk. Dette førte til en aggressiv ekspansionspolitik og erobringen af lande som Polen og Frankrig.
Hitlers racemæssige ideologi blev også brugt til at retfærdiggøre krig og vold. Han mente, at krig var en naturlig og nødvendig del af at bevare og styrke det ariske herrefolk og udrense mindreværdige racer. Dette førte til anden verdenskrig og enorme menneskelige lidelser og tab af liv.
Hitlers racemæssige ideologi havde dybtgående konsekvenser både for Tyskland og resten af verden. Det førte til krig, folkedrab og ødelæggelse. Efterkrigstiden blev præget af forsøg på at forstå og forklare, hvordan en sådan ideologi kunne få så stor opbakning og føre til så store lidelser.
Polen og invasionen af Septembertopmødet
Årsager til invasionen af Polen
En af hovedårsagerne til invasionen af Polen var Tysklands territoriale ambitioner og ønsket om at udvide deres levnedsrum (“Lebensraum”) ved at erobre polsk territorium. Tyskland ønskede også at genoprette de tidligere tyske territorier, der var tabt efter første verdenskrig.
En yderligere årsag var den spændte politiske situation mellem Tyskland og Polen. Tyskland ønskede at etablere sig som den dominerende magt i Central- og Østeuropa og så Polen som en trussel mod dette mål. De polske myndigheder havde også provokeret Tyskland ved at diskriminere og undertrykke det tyske mindretal i deres land.
Septembertopmødets forløb
Den 1. september 1939 startede Tyskland invasionen af Polen med et massivt luftangreb efterfulgt af en jordangreb. Det tyske luftvåben, kendt som Luftwaffe, bombede og ødelagde mange polske byer, broer og infrastruktur. Samtidig gik tyske jordstyrker i angreb og rykkede hurtigt ind i Polen.
Polen forsøgte at modstå invasionen, men var i mindretal og var dårligt forberedt på den tyske aggression. I løbet af få uger var de polske forsvarslinjer brudt, og Tyskland var i stand til at erobre store dele af Polen.
Efter Septembertopmødet underskrev Tyskland og Sovjetunionen Molotov-Ribbentrop-pagten, der delte Polen mellem de to magter. Dette førte til yderligere sovjetisk invasion af de resterende polske territorier og etableringen af en sovjetisk besættelseszone i øst.
Konsekvenser af invasionen
- Invasionen af Polen markerede begyndelsen på 2. verdenskrig.
- Polen blev delt mellem Tyskland og Sovjetunionen.
- Onde handlinger og grusomheder blev begået mod den polske civilbefolkning og det jødiske samfund under invasionen.
- Den tyske sejr i Polen gav Tyskland kontrol over vigtige ressourcer, herunder jernmalmminer og kulområder.
- Invasionen førte også til, at Storbritannien og Frankrig erklærede krig mod Tyskland og de allierede sig med Polen.
- Polens invasion var startskuddet til en række efterfølgende tyske krigsoffensiver i Europa.
| Dato | E begivenhed |
|---|---|
| 1. september 1939 | Indledning af tysk invasion med luftangreb og jordangreb. |
| 17. september 1939 | Sovjetunionen invaderer den østlige del af Polen som aftalt i Molotov-Ribbentrop-pagten. |
| 6. oktober 1939 | Den tysk-sovjetiske grænseaftale bliver undertegnet, der bekræfter den deling af Polen mellem Tyskland og Sovjetunionen. |
Alliancens spændinger og udfordringer
Tysklands aggression og opbygning af alliancer
En af hovedårsagerne til starten af 2. verdenskrig var Tysklands aggression og opbygningen af alliancer. Efter Tyskland blev ramt af store økonomiske problemer som følge af 1. verdenskrig, tog Adolf Hitler magten og begyndte at genopbygge det tyske militær og styrke Tysklands position på den internationale scene. Hitler søgte at udvide det tyske territorium og skabe en “Stortysk” nation ved at annektere områder som Østrig, Tjekkoslovakiet og Polen.
Tyskland søgte også at opbygge alliancer for at styrke sin position. Hitler indgik en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen, kendt som Molotov-Ribbentrop-pagten, i 1939. Denne aftale gav Tyskland et taktisk pusterum ved at fjerne frygten for et tofrontskrig, da den sikrede fredelige forhold mellem de to lande.
Opbygning af alliancer i Europa
Som reaktion på Tysklands aggressive handlinger forsøgte de vestlige lande at opbygge alliancer for at imødegå den potentielle trussel. Storbritannien og Frankrig indgik i 1939 en gensidig forsvarspagt med Polen, der garanterede Polens sikkerhed i tilfælde af et angreb. Denne alliance var et klart signal til Tyskland om, at yderligere aggression ikke ville blive tolereret.
I 1940 blev også neutralitetspolitikken i USA udfordret, da Tyskland invaderede Danmark og Norge. Dette førte til en ændring af USA’s politik, der gik fra neutralitet til støtte for Storbritannien og andre allierede lande. USA indgik efterhånden flere alliancer og styrkede dermed de allieredes position.
Konsekvenser af alliancens spændinger
Alliancens spændinger og udfordringer førte direkte til udbruddet af 2. verdenskrig. Tysklands aggression og opbygning af alliancer skabte en atmosfære af mistillid og frygt, der eskalerede konflikten mellem nationerne. De alliancer, der blev dannet som reaktion på Tysklands handlinger, skabte også en øget polarisering mellem de allierede og aksemagterne.
Derudover førte alliancernes spændinger og udfordringer til en række militære konflikter. Tysklands angreb på Polen i 1939 blev mødt med en erklæring om krig fra Storbritannien og Frankrig, hvilket førte til opdeling af krigens fronter. Disse militære konflikter og alliancernes involvering førte til omfattende ødelæggelse og tab af menneskeliv i løbet af 2. verdenskrig.
Samlet set bidrog alliancens spændinger og udfordringer til at skabe de betingelser, der førte til 2. verdenskrigs udbrud og de efterfølgende konsekvenser, der blev mærket både i Europa og globalt.
Chamberlains politik og München-aftalen
Chamberlains politik og München-aftalen spillede en afgørende rolle i løbet af 2. verdenskrig og er et af de mest kontroversielle og diskuterede emner i historien. I dette afsnit vil vi se nærmere på Chamberlains politik over for Nazityskland og hans beslutning om at indgå München-aftalen.
Chamberlains politik over for Nazityskland
I 1938 var Europa på randen af krig, da Spaniens borgerkrig og Anschluss, den tyske annektering af Østrig, truede med at destabilisere det europæiske kontinent. Chamberlain, den britiske premierminister på det tidspunkt, havde til hensigt at undgå en væbnet konflikt og søgte i stedet efter fredelige løsninger.
Chamberlain adopterede en politik kendt som appeasement, hvorved han forsøgte at tilfredsstille Nazityskland og undgå en konfrontation. Han håbede på, at ved at imødekomme Hitlers territoriale ambitioner, kunne han opnå fred og stabilitet i Europa.
Denne politik blev mødt med både støtte og kritik. Nogle så Chamberlain som en forhandler og pragmatiker, der forsøgte at beskytte Storbritannien mod en krig. Andre kritiserede ham for at være naiv og for at give efter for Hitler.
München-aftalen
Den mest kendte konsekvens af Chamberlains politik var München-aftalen, der blev indgået i september 1938 mellem Storbritannien, Frankrig, Nazityskland og Italien. München-aftalen tillod Nazityskland at annektere Sudeterlandet, et område i Tjekkoslovakiet befolket af etniske tyskere.
Aftalen blev mødt med internationalt bifald og blev set som et stort skridt mod fred. Chamberlain blev hyldet som en fredsmægler, der havde undgået en krig.
Men München-aftalen viste sig at være et afgørende vendepunkt i Nazitysklands ekspansion. Det gav Hitler tilliden til at fortsætte sin aggressive politik og annektere resten af Tjekkoslovakiet. Kort efter München-aftalen indledte Nazityskland besættelsen af Polen, hvilket førte til udbruddet af 2. verdenskrig.
München-aftalen og Chamberlains politik blev senere kraftigt kritiseret for at have svigtet Tjekkoslovakiet og for at have undervurderet Hitlers aggressive hensigter. Mange ser München-aftalen som et eksempel på en forfejlet appeasement-politik.
| Konsekvenser af Chamberlains politik og München-aftalen: |
|---|
| Styrkelse af Hitlers position og tilliden til hans aggression |
| Svigt af Tjekkoslovakiet |
| Udbrud af 2. verdenskrig |
| Kritik af appeasement-politikken |
Samlet set havde Chamberlains politik og München-aftalen katastrofale konsekvenser og bidrog til at forværre 2. verdenskrig. Det blev klart, at forsøget på at imødekomme aggressorstaters krav ikke førte til fred og stabilitet, men tværtimod til yderligere konflikt og krig.
Konsekvenser af 2. verdenskrig
Økonomiske konsekvenser
Efter afslutningen af 2. verdenskrig blev mange europæiske lande ødelagt som følge af krigens ødelæggelser. Der var store økonomiske omkostninger forbundet med genopbygningen af landene. Mange lande havde også stor gæld, som de skulle håndtere efter krigen. USA spillede en stor rolle i genopbygningen af Europa gennem Marshallplanen, hvor de ydede økonomisk støtte til de krigshærgede lande. Denne hjælp bidrog til at genopbygge ødelagte byer og infrastruktur og kickstarte økonomisk vækst.
Politiske konsekvenser
Efter 2. verdenskrig blev verden opdelt i to ideologiske blokke – den kapitalistiske verden under ledelse af USA og den kommunistiske verden under Sovjetunionens ledelse. Denne opdeling førte til den kolde krig, hvor USA og Sovjetunionen konkurrerede om indflydelse og magt. Den kolde krig varede flere årtier og prægede international politik og sikkerhedspolitik.
Sociale konsekvenser
Mange mennesker mistede livet under 2. verdenskrig, og mange flere blev såret eller dræbt som følge af forfølgelse og udryddelse. Holocaust, massedeportationer og etniske udrensninger var en del af krigens sociale konsekvenser. Efter krigen blev der gjort en stor indsats for at bringe de ansvarlige for krigsforbrydelser og menneskerettighedsovertrædelser til ansvar gennem internationale retssager.
Europæisk integration
Efter 2. verdenskrig blev processen med europæisk integration sat i gang for at undgå fremtidige konflikter i Europa. Dette førte til oprettelsen af European Coal and Steel Community (ECSC) og senere Den Europæiske Union. Målet med disse organisationer var at fremme fred, stabilitet og økonomisk samarbejde mellem europæiske lande. Den europæiske integration bidrog til at mindske nationale spændinger og skabe et stærkere Europa.
Kulturelle og kunstneriske konsekvenser
2. verdenskrig havde også betydelige konsekvenser for kultur og kunst. Mange kunstnere gik i eksil eller blev forfulgt under nazisternes regime. Krigen påvirkede også kunstneriske bevægelser og udtryk, og mange kunstværker blev ødelagt eller stjålet under krigen. Efter krigen opstod der nye kunstneriske retninger, der afspejlede de sociale og politiske forandringer, der fandt sted.
Militære konsekvenser
2. verdenskrig førte til store ændringer i krigsførelse og militær teknologi. Atomvåben blev brugt for første gang, og det førte til en ny form for krigsførelse baseret på truslen om total udslettelse. Krigen førte også til udviklingen af nye krigsteknologier, inklusive raketter, radar og kryptografi. Efter krigen blev militære alliancer, som NATO, dannet for at beskytte medlemslandene mod eventuelle trusler og sikre global stabilitet.
Konsekvenser for menneskerettigheder
2. verdenskrig førte til en øget bevidsthed om behovet for beskyttelse af menneskerettigheder. Holocaust og andre krigsforbrydelser var afgørende for etableringen af FN’s Menneskerettighedserklæring, som fastsatte grundlæggende rettigheder og friheder, som alle mennesker har krav på. Efter krigen blev internationale konventioner og traktater vedtaget for at sikre respekt for menneskerettigheder og forhindre lignende grusomheder i fremtiden.
Spørgsmål og svar:
Hvad var årsagerne til starten af Anden Verdenskrig?
Der var flere årsager til starten af Anden Verdenskrig, herunder Tysklands aggression, Østrigs annektering, Appeasement-politikken og Tysklands invasion af Polen.
Hvordan påvirkede Versaillestraktaten starten af Anden Verdenskrig?
Versaillestraktaten fra 1919 pålagde Tyskland en betydelig byrde og skyld for Første Verdenskrig, hvilket førte til økonomisk ustabilitet og utilsigtet styrkelse af de radikale kræfter i landet, hvilket i sidste ende bidrog til starten af Anden Verdenskrig.
Hvordan reagerede Storbritannien og Frankrig på Tysklands invasion af Polen?
Storbritannien og Frankrig erklærede krig mod Tyskland som reaktion på invasionen af Polen. Dette markerede begyndelsen på Anden Verdenskrig.
Hvad var de politiske konsekvenser af Anden Verdenskrig?
Efter Anden Verdenskrig blev Tyskland og Østrig besat af de allierede magter, og Europa blev opdelt i Øst og Vest. Derudover førte krigen til oprettelsen af FN og etableringen af kolde krigsfronten mellem USA og Sovjetunionen.
Hvem var de allierede og aksemagterne under Anden Verdenskrig?
De allierede inkluderede blandt andet Storbritannien, USA, Sovjetunionen og Frankrig. Aksemagterne omfattede Tyskland, Italien og Japan, samt forskellige andre mindre lande.